Nyhedsbrev nr. 1. Marts 2026

Kære naboer, brunkulsvenner, samarbejdspartnere og andre interesserede:

Vi er klar til en ny sæson

Et billede af...
Ny udvidet butik med ta’ selv café
Sortérsilo ved brunkulsgraven

Søby Brunkulsmuseum tager 1.april fat på en ny sæson, som bliver markeret med åbningsfest skærtorsdag 2. april.

Igen i år byder museet på en række nyheder. Mest synlig er en udvidelse af ankomstbygningen til næsten det dobbelte. Det skete såmænd også op til sæsonstart i 2018.

Udvidelsen tjener flere formål og mest markant er indretningen af en ta’ selv café – og netop til åbningsfesten byder museet gæsterne på kaffe hele dagen. Kaffen er klar!

Hidtil har vi kun haft et lille hjørne med kaffe og kage, som gæster selv skulle betjene og ellers tage med ind på museet. Nu får de et stort rum, hvor de kan sidde og til sommer desuden en terrasse.
- Gæster, som kun havde tænkt sig en kop kaffe får på den måde forhåbentlig lyst til at købe en billet til museet, siger formand Jan Svendsen.

Selve butikken med en masse souvenirs og traditionelle kioskvarer får også meget mere plads. Desuden bliver der mere plads og bedre indretning til lager samt større frokoststue og kontor til kustoderne.

På selve museet er den største nyhed en sortérsilo, så brunkulsgraven endnu bedre illustrerer arbejdsgangen.
Udstillingerne om Falck, politi og central samt plancher om læge og post er samlet i DSB-skurvognen, hvor mange af de 430 fotos helt tilbage fra 1983 efterhånden var ødelagt.
I sammenhæng hermed er i Frodes Hus indrettet en stue om ”Aktive Arbejdere”, herunder talsmanden Johs. Johansens brandtale fra borgermødet i 1947.
Telefoncentral og politikontor
I spillebulen og skolestuen på Voldsgaard er samlet alt om disse to emner.
Derimod må museet vente med indvielse af Søby Børnehave, selv om de frivillige hele vinteren har arbejdet ihærdigt mindst to dage om ugen.
Ved åbningsfesten er det efterhånden en tradition, at Harald Christiansen starter den gamle gravemaskine fra 1932. Maskineriet bliver i år suppleret af den grå Ferguson fra 1951 og Opel Blitz lastbil fra 1959.
Aarsleff's gamle gravemaskine fra 1932 startes skærtorsdag d. 2. april kl. 10.00
Evald Eybye arrangerer igen i år en udstilling i stuehuset på Voldsgaard fra hans imponerende samling af modeller af lastbiler og brunkulsmaskiner.
I smeden handler årets specialudstilling om ”SØBY-musicalen om det brune guld”.
For købere af årskort er der en speciel orientering og rundvisning.

Hele programmet følger her:

Årskort – også på papir
Du kan fra start i år købe årskort enten elektronisk eller på papir!!!
Prisen er 120 kr, som svarer til to billetter – og derefter er det gratis!

Få købt billet til musical

Salget af billetter til "SØBY - musicalen om det brune guld" går forrygende, hvor vi har nået de budgetterede 1.800 billetter til seks forestillinger. Vi tror på udsolgt 3.400 billetter til otte forestillinger.

Men det haster altså, hvis du vil være sikker på den rigtige dato og plads. En enkelt aften er allerede solgt 350 af 425 billetter!!

Vi har undladt at tilbyde et decideret gavekort med efterfølgende valg af dato og plads. Det giver simpelthen for meget teknisk bøvl i billetsystemet.
  
Derfor må du enten aftale dato med modtageren eller tage chancen med hensyn til dato, når du køber gave-billetten.
Foreninger/byer/landsbyer kan arrangere en udflugt. Spørgsmål til projektleder Marianne Bendix på sobymusical@gmail.com

Levendegørelse kl. 17-19 skaber en helhedsoplevelse, hvor historik og dramatik går op i en højere enhed.
Du kan bestille lækker tapas til 149 kr. Spisningen før forestillingen skal helst foregå udendørs, men alle kan komme i husly i tilfælde af dårligt vejr.
En rundvisning på museet kl. 17.30 eller 18.00 på en halv time koster 50 kr. per person.
Tilskuerne sidder på en tribune, så alle har godt udsyn.

Du kan købe billet, spisning og rundvisning her: www.billetsalg.dk/detbruneguld
Musicalen har sin egen side på Facebook: SØBY – musicalen om det brune guld. Meld dig som følger!

Udviklingen fortsætter

Søby Brunkulsmuseum kunne på generalforsamlingen 6. marts igen fremlægge et stærkt regnskab, selv om der fortsat bliver investeret kraftigt i udvikling af museet.

Forretningsfører Jørgen T. Andersen berettede om et overskud på 142.000 kr. i 2025 efter en omsætning på 1.200.000 kr., hvor entré alene bidrog med 922.000 kr. Samtidig er oparbejdet en beholdning i banken på 1.600.000 kr, som museet skal bruge til nye byggerier. Desuden er der afsat 200.000 kr. til ”SØBY - musicalen om det brune guld”, som alene har et budget på 1.600.000 kr.
Totalt betyder det, at Søby Brunkulsmuseum i 2025 og 26 investerer 4.600.000 kr. i musical, toiletbygning, Søby Børnehave og udvidet butik med ta’ selv café.

- Vi udvikler fortsat museet, fordi vi investerer os til stærk økonomi, sagde formand Jan Svendsen i sin beretning. Vi styrker økonomien ved at bruge penge, mens mange prøver at styrke økonomien ved at spare penge. Vi skal retfærdigvis sige, at langt de fleste af de investerede penge henter vi hos fonde, sponsorer og Herning Kommune.

Hele baggrunden for, at museet kan investere så voldsomt bygger på den indsats, alle yder for museet.

- De lønnede kustoder og guider engagerer sig og leverer mere end nødvendigt, sagde formanden.
De frivillige og ulønnede leverer en indsats, som er uforlignelig. Uden dem intet museum. Den daglige indsats primært hver torsdag svarer på et år til over to millioner kroner.
- Vi bliver fortsat flere frivillige; siden nytår har vi fået tre nye. Nu mangler vi plads i vores frokoststue, selv om vi har forlænget bordet. Vi oplever virkelig det, som ved regentparrets uddeling af priser blev kaldt fællesskabets magi.
- Som en frivillig sagde en torsdag til nogle gæster: ”De frivillige kommer på grund af den gode stemning.”

Det er faktisk helt utroligt, hvad der bliver præsteret for eksempel lige nu med butik og børnehave, sagde formanden.
Den store frivillige indsats er baggrunden for, at Ringkjøbing Landbobank netop har kåret Søby Brunkulsmuseum til Årets Forening i Herning Kommune. De medfølgende 50.000 kr. er øremærket til Søby Børnehave, som skal svare til den, som Røde Kors drev i Søby 1949-50.
Formand Jan Svendsen og næstformand Kurt Hansen modtog hæderen.
Hjælperliste
Hvis du vil hjælpe ved et eller andet arrangement i årets løb i 2026, så kan du sende en mail til: museum@brunkul.com Du bestemmer selv hvor meget og hvor længe.
Alle frivillige får entré og fuld forplejning. Og vi hygger os noget så gevaldigt sammen i et herligt fællesskab.

Årsplanen kan du se nedenfor!!
Vi glæder os til at se dig på Søby Brunkulsmuseum
Jan Svendsen, formand
post@dialogforum.dk og tlf. 20 66 95 56
facebook