Nyhedsbrev nr 5. August 2025.

Kære naboer, brunkulsvenner, samarbejdspartnere og andre interesserede:

Forsmag på musical – det bliver historisk!

Søndag 24. august kan du få en forsmag på ”SØBY – musicalen om det brune guld”.
Det bliver historisk!
Børn og voksne fra Teaterspirerne/Teaterkompagniet i Brande og teaterforeningen Splyff i Herning skaber liv i og omkring husene som for eksempel købmanden og skolestuen.
Det supplerer museets guider med rundvisninger med start fra Voldsgaard.
På scenen giver Kulturkompagniet i Herning Kommune smagsprøver på musicalen, og det sker fra scenen på Festpladsen. Gæster kan roligt bruge lang tid på museet, for de frivillige griller pølser og sælger drikkevarer. Vejrudsigten tegner lovende, men i tilfælde af regnvejr kan alle komme indendørs.

Program:
Kl. 10.30-12.00 og 14.00-15.30 levendegørelse af museet.
Kl. 11.00-14.00 griller vi pølser og sælger drikkevarer i Madpakkehuset. Butikken sælger også is og kage.
Kl. 15.30-16.00 på Festpladsen giver Kulturkompagniet smagsprøver på musicalen.

Medlemmer af borgerforeningerne i Kølkær, Arnborg, Fasterholt, Høgild og Søby får gratis adgang og en pølsebillet. Det kan vi tilbyde, fordi vi har fået tilskud fra ”Samlingskraft”.
"Samlingskraft er et projekt, der bliver drevet af foreningen By og Land Danmark.
Realdania støtter projektet."
Ellers almindelig entré på 60 kr. (årskort gælder) og børn under 12 år gratis.
Musicalen har sin egen side på Facebook: SØBY – musicalen om det brune guld. Meld dig som følger!

Køb billet!

Fra den 22. august kan du Billetsalg.dk købe billet til kun 285 kr. til

”SØBY – musicalen om det brune guld”.

De 200 købere af forudbestilte billetter og gavekort har modtaget en mail om, at de inden da kan vælge dato og plads.
Ved køb af billet kan du også bestille en lækker tapas fra Føtex Herning og en rundvisning. Spisningen før forestillingen skal helst foregå udendørs, men alle kan komme i husly i tilfælde af dårligt vejr.

Søndag 21. september kl. 10.00 natur-tur

Start på museet med kaffe og kage og rundvisning. Derefter i egen bil til Mount Søby og ørkenlandskabet. Vi går 5 km. Ikke for gangbesværede.
90 kr. inkl. entré, guide og kaffe. Tilmelding senest tre dage før til kontoret på tlf. 53 37 14 59!

Hjælperliste

Hvis du vil hjælpe med et eller andet i årets løb – herunder musicalen i 2026, så kan du sende en mail til: museum@brunkul.com
Hjælpere til arrangementer har altid fri adgang og forplejning.

Vi glæder os til at se dig på Søby Brunkulsmuseum
Jan Svendsen, formand
post@dialogforum.dk og tlf. 20 66 95 56
facebook