Historien

Eventyret i Søby Brunkulslejer begyndte med 2. Verdenskrig. Den danske regering havde forberedt sig, da en ny krig truede, for i månederne før krigens udbrud 1. september 1939 sørgede både private importører og staten for at skaffe ekstraordinære forsyninger af brændsel og råstoffer på lager.
Straks da krigen brød ud, faldt importen af stenkul fra England og standsede helt ved Besættelsen.
Brunkullene sikrede varme i en kold tid.

Brunkulslejerne

Da 2. Verdenskrig brød ud greb regeringen ind for at bringe forbruget af brændsel ned. Regeringens hurtige reaktion skyldtes erfaringer fra 1. Verdenskrig, da de såkaldte “gullaschbaroner” smed om sig med penge, mens de fleste danskere manglede for eksempel brændsel.
I februar 1940 vedtog Rigsdagen en lov om ”indenlandske brændselsmaterialer”. Regeringen regnede med, at det var staten, der ligesom under 1. Verdenskrig kom til at stå for brydningen af brunkul, men de private slog til. Staten støttede aktivt produktionen og indførte maksimalpriser for brunkul, som blev sat meget højt. Fremfor et omkostningsprincip gjaldt et opmuntringsprincip.
Det lykkedes at komme igennem Besættelsen uden mangel på brændsel; blandt andet takket være brunkullene fra Søby.

Boliger, fritidshjem og smugkroer.

Brunkulsarbejderne invaderer Søby, hvor det hektiske liv på godt og ondt folder sig ud under Besættelsens besværlige tid. Det sker i et uforberedt, fattigt hedesogn, som på få år får dobbelt så mange beboere. Sognerådet og arbejdsmændenes fagforening står alene med den store opgave, hvor de hele tiden overvejer, om det er besværet værd at gøre noget, “for det slutter nok snart af sig selv.”

Naturen

Godt en tredjedel af alle tidligere brunkulslejer ligger ved Søby, hvor brunkulsgravningen samtidig skete i så store dybder, at de allerstørste brunkulssøer og tipper er efterladt her. I dag fremtræder Søbylejerne som en mosaik af søer, græs- og lyngklædte sletter, nåletræsplantager og selvsået fyr-, birke- og pilekrat. Kun ganske få af de mest ugæstfri sandtipper ligger fortsat nøgne hen og omfatter under ti procent af fredningen.
Hvis får lov til at ligge urørt, vil de nøgne tipper og de åbne sletter gro til, og området
vil i løbet af 30-40 år blive til skov.

Mindelunden

Mindelunden er vartegn for den specielle arbejdsplads, der udfoldede sig i Søby. De simple marksten er på samme tid et billede på den robuste arbejder og på det simple liv, mange levede. Bag hver sten gemmer sig en person med familie og venner, der savner ham. Fædre og mødre, søstre og brødre, børn og ægtefæller, der har mistet.
Et besøg i Mindelunden føder tanker. De grå sten i de grønne omgivelser lader tankerne glide hen til de grå brunkulslejer uden en eneste grøn plante.
Til tider sølet til i mudder og til andre tider indhyllet i sandstorm. Til tider isnende kolde og til andre tider en dampende varm gruekedel.
Mindelunden viser, at dramaet med brunkullene kostede alt for mange en dødelig udgang.