Naturen

Beplantningen skaber en ny natur, når vi har brugt naturens ressourcer, som museet viser i udstillingen på Voldsgaard. Området på ”Kærlighedsstien” syd for gården ejer museet og er fredet. Museet fældede hele arealet i 2017 og solgte til flis. Alle træer og buske på arealet er selvsåede, så på den måde vender skoven tilbage – og det er typisk for Søby Brunkulslejer.
Den første plantning i et brunkulsleje foregik i 1921 herfra mod syd i nærheden af Fasterholt, men træerne gik til under fornyede gravninger i 1940’erne. I 1935 tog den daværende amtmand i Ringkjøbing initiativet til, at staten fik tilplantet fem hektar brunkulsleje ved Troldhede ude vestpå. I 1949 bevilgede staten nogle få penge til tilplantning af udtørrede lejer, men Heselskabet fik kun tilplantet ti procent af arealerne. I 1957 slap pengene nemlig op.
Året efter vedtog staten en ny lov om brydning af brunkul. Den siger, at der kun må brydes kul, når de nødvendige penge til en retablering er sikret, og det skal den enkelte entreprenør sørge for. Loven lægger op til, at retablering fortrinsvis skulle ske ved tilplantning. Staten kunne dog også godkende etablering af landbrugsjord, men det fandt kun sted i meget lille omfang.
Et beløb øremærkede staten til en særlig demonstrationsplantning på 24 hektar sydøst for museet – Ørkenarboretet. Et andet område kan du se på køreturen gennem lejerne ude ved jernbanen, hvor du kan se skiltet med løvtræ-demonstrationsanlæg. Hedeselskabet tilplantede cirka 20 procent af de private arealer frem til 1980, da pengene slap op.
Da produktionen af brunkul stoppede i Søby i 1970, stoppede også pumpning af vand, så der opstod et goldt landskab med op til 30 meter høje skråninger af opgravet sand; de såkaldte tipper. Industrialiseringen hentede brunkul ned til 30 meters dybde, og i lejerne opstod efterhånden omkring 50 søer, når grundvandet vendte tilbage.
Vi oplever fortsat, at der sker skred fra tipperne eller sætninger i terrænet, så det kan være livsfarligt at færdes i området.